Kristendommens lære

Religionsstifteren, Jesus fra Nazaret, er en historisk person (ca. år 7 f.v.t.- år 30 e.v.t.). Ordet christos (“kristus”) er græsk for messias og betyder “den salvede” eller “frelseren”. I århundrederne op til vor tidsregnings begyndelse ventede mange jøder på en frelser, en messias. De, der troede på, at den historiske person Jesus var den ventede Messias (Kristus) og Guds søn, der kom til jorden for at frelse dem gennem sit virke, sin død og genopstandelse, blev kaldt kristne.

De ældste kilder med kundskab om ham er de såkaldte Evangelier, der er skrevet ca. 40 til 70 år efter hans død og som ikke tillader en fuldstændig nøjagtig rekonstruktion af hans tanker og forkyndelse. Han ser imidlertid ud til at have forkyndt, at enden var nært forestående, og at «guds rige» snart skulle komme. Hans forkyndelse var et tilbud om frelse for alle – også for de der var udstødte eller som levede i udkanten af det jødiske samfund. Han blev henrettet ved korsfæstelse udenfor Jerusalem, da han udgjorde en mulig politisk trussel. Et stykke tid efter hans død hævdede hans tilhængere imidlertid, at de havde været sammen med ham igen, og forkyndte at han var opstået fra de døde, at han var Messias, den lovede fyrste, som jøderne troede skulle fri dem fra de fremmedes åg, og at han var guds søn.

Centralt i den kristne tro og teologi står begrebet frelse. Kristendommen hævder, at mennesket i tidernes morgen levede i en fuldkommenhedstilstand, som imidlertid gik tabt, fordi mennesket var ulydig mod gud (syndefaldet). Jesus er frelseren som kom for at genoprette den skade, der var sket ved syndefaldet. Hvad denne frelse egentlig består i, er til tider noget uklart. At frelsen begyndte med Jesus, synes alle at være enige om. De fleste kristne tror desuden, at frelsen består i at nå en tilstand, der kaldes “himlen” efter døden, og at den oprindelige fuldkommenheds tilstand fuldstændig genoprettes ved tidens ende. Da skal de, som ikke har taget imod Jesus på en eller anden måde, fordømmes, dvs. forvises til en tilstand som kaldes «helvede», og som kristne teologer normalt definerer som «fraværet af gud», men som i den mere folkelige kristendom er blev udmalet i retning af korporlige pinsler.

Men eftersom frelsen historisk indledes med Jesus, har også mennesket i historien del i frelsen – om end på en ufuldkommen måde. Denne begyndelse på frelsen formidles gennem de såkaldte sakramenter, der er enkle, symbolske handlinger. De fleste kristne kirkesamfund anerkender i det mindste to sakramenter, dåben og nadveren. Den katolske og den ortodokse kirke regner i tilgift med fem andre: konfirmation, ægteskab, , salvelse af syge, skriftemål og præstevielsen.

Indenfor kristendom findes der en udbredt tendens til at opfatte frelsen som noget, der kan og skal give sig udslag i det sociale og politiske liv. Ifølge denne opfattelse er nød og social uretfærdighed et udslag af synd og må bekæmpes. Dette giver i visse tilfælde kristendommen en politisk sprængkraft. Den vigtigste retning her er den såkaldte befrielsesteologi, som især er udbredt i Latinamerika, hvor den i 1970’erne og 80’erne dannede det teoretiske grundlag for kirkens magt overfor militærdiktaturene.

Frelsebegrebet har i kristendommen været brugt som et redskab for de herskende klasser til at undertrykke proletariatet. Frelse bliver fremstillet som et gode, mennesket først skal få del i efter døden. Denne verdensorden er syndig og uretfærdig, men den er villet af gud, som en straf for menneskets syndighed. At gøre oprør mod den herskende samfundsorden er derfor et oprør mod guds vilje. Efter døden skal de fattige få deres løn. I sin kvindeopfattelse har kristendommen overvejende fungeret som ideologiske overbygning for det patriarkalske samfund. Det samme gælder også de fleste moralspørgsmål ; krig, dødsstraf, og seksuelle, etiske spørgsmål.

På Jesu tid var der i det jødiske folk stor interesse for de profetiske traditioner, der talte om et kommende gudsrige og dets konge, Messias. Det ny Testamentes beretninger om Jesu liv skildrer det som én lang opfyldelse af disse profetier og forventninger. Som Messias er Jesus af kong Davids slægt, og hans fødsel finder sted i Davids by, Bethlehem, i overensstemmelse med profetierne. Da Jesus efter at have forkyndt sit evangelium om gudsriget, Guds kærlighed og nåde og Dommedag i Galilæa i det nordlige Palæstina drager til Jerusalem, rider han på et æsel og hilses med palmegrene af folk langs vejen, helt i overensstemmelse med profetier om Messias. Når præsteskabet i Jerusalem ikke ville kendes ved ham, og når han senere måtte lide og dø for sin forkyndelse, så var også dette en opfyldelse af profetierne.

Skildringen forkynder, at Jesus er Kristus, den ventede Messias, ja endog Guds søn og verdens frelser. I samtiden betød det, at det gudsrige, man ventede på, allerede var begyndt. Det var også, hvad Jesus havde forkyndt, og som bevis for den provokerende påstand, at gudsriget er begyndt, skildres Jesu mange underfulde gerninger. For eftertiden blev det mest afgørende udtryk for at Jesus virkelig var Guds søn og Kristus beretningen om hans opstandelse tre dage efter, at han var død på korset og lagt i graven. Det ny Testamente anfører mange vidneudsagn fra personer, der har set Jesus efter hans død, og det skildrer også, hvorledes han farer til himmels efter at have ladet sig se nogle gange. I skildringen af disse begivenheder er ikke blot nadverritualet og kirkeårets vigtigste fester og helligdage givet, men også centrale elementer i den kristne tro:

Troen på Treenigheden

Den treenige Gud. Faderen, Sønnen og Helligånden er én og samme Guds fremtrædelsesformer. Gud Faderen virker bl.a. som den suveræne skaber af verden og mennesket, og med Jesu fødsel er det Gud, der kommer til verden og giver den en ny begyndelse ved selv at blive menneske. At det hellige (her Gud) på paradoksal vis viser sig i det profane, det ikke-hellige, er et gennemgående træk i mange religioner. Inkarnationen, dvs. Guds bliven menneske og kød (in= i og carne= kød) i Jesus Kristus, bliver imidlertid af kristne tillagt en helt central betydning i sammenhæng med forestillingerne om, at Gud på denne måde viser sin kærlighed til mennneskene og verden. Helligånden er Guds virken i mennesker og i verden.

Troen på syndernes forladelse

Idet Gud selv kommer til verden, og i Jesus ofrer sig selv for andres skyld og påtager sig straffen for menneskets synd, åbnes der mulighed for, at mennesket kan slippe for dommen og straffen og på den måde leve med den syndighed, som det har arvet fra Adam og Eva. Spørgsmålet om syndens og arvesyndens væsen og dybde besvares forskelligt af kristne; overordnet gælder dog, at mennesket ikke kan frelses ved egen kraft, men kun ved Guds nåde og kærlighed.

Troen på Dommedag og Guds Rige

Uanset den vægt man i kristendommen lægger på Guds kærlighed og nåde og på Jesus som forsoner, så er forkyndelsen af Dommedag og Guds Rige en vigtig bestanddel af det budskab evangelierne lader Jesus forkynde. Forestillingen om gudsriget er en forestilling, der allerede i evangelierne retter sig både mod nutiden og fremtiden. Gudsriget er tilstede med Jesus og med Helligåndens og Ordets fortsatte virke i verden er det en mulighed, der kan realiseres her og nu. Samtidig gælder forestillingen fremtiden og er her nært knyttet til forestillingen om en Dommedag, et Paradis og troen på de dødes legemlige opstandelse.

Sammenlignet med jødedom og islam er det måske især forestillingen om treenigheden (herunder inkarnationslæren) og arvesynden, der er det specielle ved kristendommen. Treenighedslæren strider med disse religioners absolutte monoteisme. idet både læren om, at Gud blev menneske, der tilmed døde, er i modstrid mod en opfattelse af Gud som det helt anderledes, udødelige og evige, og forestillingen om arvesynden, er fremmed for både jødedom og islam. Troen på Dommedag er derimod fælles for de tre religioner.

For mange rummer det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv”, det centrale i kristendommen. For mange kristne er det afgørende derfor, at de mener, at det er den treenige Gud og den underfulde tro, der muliggør, at de ind i mellem kan “slippe ud af” deres syndige og egoistiske tilstand, så de kan opleve og udøve den kærlighed til verden og menneskene, som Gud viste, da han lod sig føde som menneske og dø og genopstå for menneskenes skyld.

Gudstjeneste

I både Den katolske Kirke og de ortodokse kirker spiller ritualerne i gudstjenesten en stor rolle. Ritualer og sakramenter er hellige handlinger, der formidler Guds frelsende nåde og kærlighed. For mange protestanter er fællesskabet om Guds Ord gennem Bibel og prædiken det vigtigste ved gudstjenesten, et forhold, der afspejler sig i kirkerummet og gudstjenesten: Menigheden sidder på bænke eller stole og lytter til Ordet, til en prædiken. Den centrale kristne tro på inkarnationen tillægges i de protestantiske kirker ofte den betydning, at Jesus “flyttede” religionens tyngdepunkt fra ritualer og renhedsforskrifter til et krav om menneskenes kærlige omgang med og ansvar for hinanden.

Gudstjenesten eller (Høj)messen med det centrale nadverritual samt sakramenterne står imidlertid fortsat som noget aldeles centralt i alle de tre hovedkirker, selv om prædikenen har fået en særdeles central plads i de luthersk-protestantiske kirker. Også forestillingerne om præsten og dennes rolle er anderledes i de luthersk-protestantiske kirker: Det eksklusive og hellige er væk, og både som den, der forkynder ordet (evangeliet) og den, der udfører ritualerne, er præsten ene og alene en “funktionær”, der af praktiske grunde gør det på menighedens vegne.

Mens denne opfattelse af præsten i dag deles af mange almindelige protestanter, er det mere tvivlsomt, om de også deler de lærdes opfattelse af, at heller ikke kirkerummet er helligt. Selv om man ikke skal udføre renselsesritualer eller iføre sig særligt tøj ved besøg i kirken, oplever de fleste kristne dog nok fortsat kirken og kirkerummet, måske især alteret, som noget helligt.

Fester, overgangsritualer og højtider

Fest- og helligdagskalenderen er ikke den samme i alle kristne kirker. F.eks. benyttes den gregorianske i Den danske Folkekirke, den julianske i de ortodokse kirker. Festerne knytter primært an til de skelsættende begivenheder i Jesu liv. Fødsel, pubertet, ægteskab og død er alle begivenheder, der også i kristendommen ledsages af ritualer. Men alene i de tre største kirkegrupperinger er der forskelle både i opfattelsen og udførelsen af ritualerne.

Jul

En fest, hvor Jesu fødselfejres. Det sker på forskellige måde i de fleste kristne trossamfund. I Danmark som visse andre steder har man i festen indoptaget traditioner, der oprindelig ikke havde meget med kristendom at gøre, f.eks. traditioner knyttet til solhverv. I Danmark er julen en meget populær fest, hvor familie, god mad og gaveudveksling står i centrum. Det er også populært at gå i kirke til gudstjeneste om eftermiddagen juleaftensdag. For mange kristne i Danmark spiller “juleevangeliet”, dvs. fortællingen om, hvordan Gud blev menneske ved at lade sig føde som et fattigt og forfulgt barn i en stald blandt almindelige mennesker, ofte en større rolle end fortællingerne om påskens begivenheder.

Påske

Jesu tages til fange og korsfæstes samtidig med den jødiske påskefest, og det er et påskemåltid, der skildres som hans sidste måltid med de 12 apostle. Derfor er det bl.a. også dette påskemåltid, som det centrale kristne ritual, nadveren, henviser til. Påsken er samtidig den vigtigste kristne højtid, hvor Jesu død og opstandelse fejres. Festen strækker sig over en uge, hvor de vigtigste begivenheder markeres: Palmesøndag med indtoget i Jerusalem, indstiftelsen af nadveren Skærtorsdag, korsfæstelse og død på Langfredag og genopstandelsen Påskemorgen. Selv om påsken i Danmark ikke har helt den samme folkelige opbakning som julen, fejres den dog også i hjemmene med f. eks. udsmykning af malede påskeæg.

Kristi Himmelfartsdag

Mens de to foregående fester sætter sig synlige – om ikke altid strikt religiøse – spor i hele samfundet og i private hjem, så fejres Kristi himmelfart 40 dage efter opstandelsen primært i kirken, og festen har ikke den samme folkelige opbakning som de to foregående.

Pinse

Pinsen er en højtid, der falder 50 dage efter påske til minde om, hvordan Helligånden kom over disciplene, så de kunne forstå andre sprog og selv tale i tunger og fremmede tungemål (sprog). Pinsen betegner kirkens fødsel, og her begynder kirkens forkyndelse til al verdens mennesker. Helligånden “bærer” eller “er” kirken og Guds repræsentant på jorden indtil Jesu genkomst.

Pinsebegivenhederne spiller derfor en central rolle for kirken som sådan, også for den danske folkekirke, der er dybt præget af den vægt, som den danske kirkefader N.F.S.Grundtvig lagde på netop Ordet og forkyndelsen. Også i den kristendomsforståelse, der findes i de mange “pinsebevægelser”, der over alt i 3. verden er i stærk vækst, spiller pinsens begivenheder en stor rolle.

Fødsel/Dåb

Generelt set spiller dåbsritualet en overmåde vigtig rolle i de fleste kristne kirkesamfund. Dåben, hvorved kandidaten optages i det kristne fællesskab, praktiseres enten som barnedåb eller som voksendåb. I den tidlige kristendom praktiserede man voksendåb, og man samlede som regel et helt “hold” af dåbskandidater og døbte dem samlet, typisk i løbet af påskenat.

Den gennemgående symbolske betydning er at neddykken i vand, eller overøsning af hovedet med vand, svarer til død, mens “genopdukken” svarer til genfødsel, eller om man vil, til en ny fødsel som kristent menneske. Dåbssymbolikken er knyttet til både verdens skabelse af urvandene, til Jesu dåb i Jordanfloden samt til hans korsfæstelse, død og opstandelse.

Konfirmation

I Danmark er konfirmation (“bekræftelse”) særdeles udbredt. De fleste mennesker ser konfirmationen som den unges bevidste bekræftelse af sin kristne tro og tilhørsforhold, men teologisk set er der tale om, at Gud her bekræfter dåbens ord og tilsagn om nåde for den konfirmand, der nu er “stor nok” til at høre og forstå det. Konfirmation svarer på mange måder til andre religioners ritualer vedr. barnets overgang fra barn til voksen.

Vielse

Vielse og vielsesritualer står også centralt i mange kristne kirker. Ægteskabet – som institution og “hellig ordning” – har høj status i de kristne kirker, bl.a. fordi man mener, at ægteskabet – med ordene fra Det gamle Testamente om, at mand og kvinde skal blive ét kød – er indstiftet af Gud; Den katolske Kirke accepterer fortsat ikke skilsmisse, thi hvad Gud har sammenføjet, hverken kan eller skal mennesker adskille. Den regner også ægteskabet til de 7 sakramenter, og i modsætning til f.eks. dåb og nadver fuldbyrdes ægteskabets sakramente ikke i kirken, men først i det kristne samliv.

Død og begravelse

Døden (og synden) er for de troende kristne på sin vis overvundet allerede med dåben: Indgangen i det kristne trosfælleskab og troen på Jesus Kristus, der besejrede døden, sikrer den døde et liv efter døden. Dette betyder imidlertid ikke, at man ikke tillægger døden og ritualerne i forbindelse med døden nogen betydning. Tværtimod spiller begravelsesritualer en meget central rolle i kristendommen og de kristne kirker. Ritualerne, der forestås af præsten, udføres både i kirken og ved graven. En hovedregel er, at kristne skal begraves, med fødderne mod Øst i venten på at dagen for Guds Rige oprinder.

Den katolske kirke

Den katolske Kirke ser sig selv som “den éne, hellige, katolske og apostolske” kirke”, dvs. som Kirken , der i sine embeder og kirkeordning viderefører apostlenes opgave. Det vil sige, at den mener, at den ud fra sit embede og sin myndighed har ansvaret for “Traditionen”, dvs. videregivelsen af “Jesu Kristu Evangelium” fra generation til generation. Biskoppen af Rom (paven) sidder som apostelen Peters efterfølger i “den apostolske stol” og er “enhedens bånd” mellem alle lokale romersk-katolske kirker.

Den katolske Kirke er verdens ubestridt største religionssamfund. Af verdens godt og vel 1,5 milliard kristne tilhører næsten 1 milliard Den katolske Kirke. I Europa tilhører ca 50 % Den katolske Kirke, som er den helt dominerende religion i Sydeuropa. I USA er den det største religionssamfund, hvor lidt under en fjerdedel af befolkningen er katolikker og Latinamerika er næsten udelukkende katolsk . Andre kristne kirker er dog også ved at vinde frem, især Pinsebevægelsen.

I kraft af mission og påvirkning fra europæiske kolonimagter findes der et betydeligt antal katolikker i Asien. Det er vanskeligt at sige hvor mange, men på Filippinerne er Den katolske Kirke majoritetsreligion, og i Afrika har en omfattende mission i moderne tid bragt tallet op over 30 millioner, og her finder en hastig og meget selvstændig kirkelig udvikling sted.

Fra Reformationen indtil religionsfrihedens indførelse i 1849 var det kun “fremmede Herrers Gesandter”, der havde adgang til anden religionsudøvelse end den evangelisk-lutherske. Danske statsborgere måtte ikke være katolikker. Den første katolske menighed i Danmark var knyttet til Den østrigske Ambassade i København. Men allerede i 1851 fik man ret til at døbe, vie mv. med fuld retsgyldighed, og i 1892 udnævntes den første biskop. De nordiske katolske biskopper danner en bispekonference, der hører direkte under paven.

Den katolske kirkes lære

Som verdenskirke er Den katolske Kirke trods sin principielt meget faste embedsstruktur og stærke centrering om det romerske apostolat en rummelig størrelse, hvori alle former for religiøst liv kan trives. I løbet af sin historie har den tilstræbt en harmoni og et samspil mellem folkelige religionsformer, gudstjeneste, teologi og kirkelig organisation.

Det hænger sammen med, at den opfatter sig selv konkret som “Guds folk, Kristi Legeme og Helligåndens tempel” på jorden, indstiftet af Kristus selv, På denne måde bliver kirken selv en del af det guddommelige, og dens embedsstruktur er derfor ikke blot et praktisk instrument for en religiøs forkyndelse, men et spørgsmål om Gudsfolkets samfundsstruktur, Kristi legemes liv.

Af samme grund anses det derfor for vigtigt, at kirken tager stilling til menneskers liv i familie og samfund, og i et helt andet omfang end de protestantiske kirker tager Den katolske Kirke da også konkret stilling til familielivets forhold og til aktuelle sociale spørgsmål. Det har nogle steder i verden (bl. a. i Latinamerika) givet kirken en omstridt politisk rolle. Fra pavestolen udgår der som en central vejledning rundskrivelser (encyklikaer) til biskopperne eller undertiden “til alle troende”, ofte med stillingtagen til aktuelle problemer.

Den katolske Kirkes lærebygning er så omfattende og righoldig, og så mange tidsaldre har sat deres præg på den, at ingen enkelt redegørelse kan yde den retfærdighed. Her kan kun gives et ultrakort indblik i katolsk opfattelse af synd og frelse:

Urmennesket, i skikkelse af Adam og Eva, skabt “i Guds billede”, var foruden en fuldstændig menneskelig natur også i besiddelse af Guds nåde. Urmennesket levede i harmoni sammen med Gud, men ved syndefaldet tabte det nåden, og harmonien blev ødelagt. Arvesynden kom til verden. Selv om dets natur stadig er Guds skaberværk og mennesket fortsat kan handle godt, kan det ikke undgå at synde.

Derfor måtte mennesket frelses af én, der var stærkere end synden, Jesus Kristus. Gennem Jesu Kristi værk, hans liv i hengivenhed til Gud Faderen, hans død og opstandelse, er den skade, der skete ved syndefaldet, genoprettet, og mennesket kan igen få del i Guds nåde, “Helligåndens gave”, dvs. troen på Jesus Kristus og ved dåbens sakramente, ja vel i det hele taget gennem alle Den katolske Kirkes 7 sakramenter. For at nåden kan virke synligt i det enkelte menneske, kræves der dog en aktiv medvirken fra den enkelte. Mens protestanter har set troen som eneste forudsætning for frelse, indvender katolikker, at en tro, der ikke fører til aktivitet, er en død tro. Det betyder ikke, at mennesket frelses ved retfærdige gerninger, men at natur og nåde virker i et samspil. Retfærdige gerninger er allerede et tegn på, at man har del i nåden. I sidste instans er der ingen frelse uden ved nåden fra Kristus.

De ortodokse og orientalske kirker

Da pavelige udsendinge fra Rom den 16. juli 1054 på Sofiakirkens alter lagde en bulle, der lyste patriarken af Konstantinopel i band, svarede denne straks igen med en fordømmelse af paven i Rom. Det var kulminationen på mange års splid og stridigheder om den kristne kirkes organisation og magtforhold. Paven ville, at kirken skulle være én og samlet under pavestolens autoritet, mens patriarken tværtimod mente, at hvert lands kirke skulle være selvstændig og suverænt bestemme over sig selv. Sådan er det den dag i dag i de ortodokse og orientalske (østlige) kirker, der trods historiske forskelle i forestillinger og organisation ligner hinanden så meget, at de her kan behandles under ét.

Siden det uforsonlige brud i 1054 har de ortodokse kirker i høj grad levet deres eget liv, og selvom der er dogmatiske forskelle mellem de ortodokse kirker og Den katolske Kirke er de ikke i sig selv afgørende. Dét, der frem for alt har betydning for de ortodokse kirkers selvforståelse, er bevidstheden om at forvalte ældgamle, urkristne traditioner for gudstjeneste og kirkelige handlinger, og de konflikter mellem ortodokse kirker og Den katolske Kirke, der i disse år udspilles flere steder i Østeuropa og SNG er primært politisk og nationalistisk motiveret. Ofte drejer de sig ganske konkret om retten til at restaurere eller bygge kirker og hvervning af størst muligt antal medlemmer.

I historiens løb har de ortodokse kirker fået vidt forskellige forhold til de stater, hvori de har deres hjemsted. De fire gamle patriarkater i Konstantinopel (Istanbul), Alexandria, Antiochia (nu i Damaskus) og Jerusalem repræsenterer i dag religiøse minoriteter. Under Konstantinopel hører den lille tyrkiske kirke (ca. 100.000 medl.), munkestaten Athos, The Greek Orthodox Archdiocese of North and South America (ca. 2000.000 medl.) og nogle små ortodokse kirker i Vesteuropa. – Under Alexandria hører alle ortodokse kirker i Afrika (under 100.000 medl.). Den koptiske Kirke i Ægypten og den æthiopiske kirke hører ikke derunder.

Patriarken i Damaskus er overhoved for godt og vel en halv million medlemmer, mens under 100.000 syrere hører under patriarkatet i Jerusalem. Kirkerne i Bulgarien, Serbien og Rumænien har deres egne patriarker. Også Grækenlands Kirke er helt selvstændig; den er nært knyttet til den græske stat og har ærkebispen af Athen som sit overhoved. Selvstændige ortodokse kirker findes også i Polen og Tjekkoslovakiet, hver med under en halv million medlemmer. På Cypern har kirken, der i dag omfatter øens græske befolkning, været selvstændig siden det femte århundrede.

Den største af alle ortodokse kirker er Den russisk-ortodokse Kirke under patriarkatet i Moskva. Den siges at være grundlagt før 1054, nemlig i 988, hvor Storfyrst Vladimir bestemte sig for kristendommen og for at lade sit folk døbe. Derfor kunne Den russisk-ortodokse Kirke i 1988 fejre 1000 års jubilæum, der på grund af Sovjetunionens begyndende opløsning samtidig markerede en ny æra for kirken.

De fleste kristne i SNG hører under patriarkatet i Moskva. Vigtige undtagelser er Ukraine, Grusien og Armenien, som også har selvstændige kirker, til tider med et spændt forhold til den russiske majoritetskirke. Siden tiden lige efter revolutionen har Den russiske ortodokse Kirke været loyal over for sovjetledelsen, og i den aktuelle demokratiseringsproces, der i 1989 gav meget frie udfoldelsesmuligheder for alle religiøse retninger (i 1997 er disse muligheder igen blevet kraftigt indskrænket, ikke mindst med henblik på en styrkelse af Den Russisk-Ortodokse Kirke og Moskva-patriarkatet), har den frem for nogen haft den centrale ledelses støtte.

Loyalitetspolitiken har imidlertid også medført, at den får og måske i stigende grad vil få et modspil af rivaliserende ortodokse kirker. Den Russiske Ortodokse Kirke i Udlandet (= Den Russiske Ortodokse Kirke i Eksil), tog tidligt afstand fra loyalitetspolitiken. I 1920’erne grundlagdes Den Russiske Katakombekirke, også kaldet Den Sande Russiske Ortodokse Kirke, som en protest mod Moskvapatriarkatets kompromiskurs. Denne oprindelige undergrundsbevægelse kan i dag træde åbent frem i et samarbejde med Den Frie Russiske Ortodokse Kirke, siden 1990 et hastigt voksende, kritisk alternativ til Moskva-patriarkatets etablerede kirke.

Den ortodokse kirkes lære

Det græske ord orthodox betyder ‘rettroende’, men også ‘ret tilbedende’. Det at tro hænger for den ortodokse intimt sammen med det at tilbede eller holde gudstjeneste. Tro er ikke blot et spørgsmål om at anse bestemte lærdomme for sande; det er også en indlevelse i religiøse sandheder, som for en meget stor del formidles af kulten og kultrummet,

Historien om, hvorfor Storfyrst Vladimir antog kristendommen, fortæller entydigt, at det var fordi han modtog sendebud, der fortalte om, hvor bjergtagne de var blevet under overværelsen af den ortodokse gudstjeneste i Sofiakatedralen i Konstantinopel:

“Og vi vidste ikke, om vi var i himlen eller på jorden – for på jorden findes der ingen lignende skønhed, og vi ved end ikke, hvordan vi skal berette om det. Vi ved kun, at Gud dér dvæler blandt menneskene, og at gudstjenesten er bedre end i noget andet land (…)”.

Mødet mellem himmel og jord, der ifølge ortodoks tro blev muliggjort da Den treenige Gud legemliggjordes i Jesus, udspilles i kirkebygningens symbolik og i gudstjenestens forløb. Til den ortodokse gudstjeneste med dens stærke oplevelsesdimension svarer den ortodokse teologi, der betragter kirken som det synlige guddommelige samfund på jorden.

Kirken er, skønt synlig, en åndelig og udefinerbar størrelse, men netop derved en levende virkelighed; den er “fylden af Ham, som opfylder alt” og omfatter alle dem, der er “i Kristus”. Denne opfattelse af kirken hænger nøje sammen med den lære om Treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, som står i centrum for hele den ortodokse teologi.

Efter ortodoks opfattelse har de vesterlandske kristne tillagt Helligånden alt for ringe betydning. Et af de tidlige stridsspørgsmål drejede sig netop om dette spørgsmål: I den nikæanske trosbekendelse hed det efter kirkemødet i Kalcedon 451, at Helligånden udgår fra Faderen, og hertil henholder de ortodokse kirker sig stadig. I den vesterlandske kirke tilføjede man imidlertid “og fra sønnen”, og ved denne formulering skiltes vandene.

Efter ortodoks opfattelse reducerer dette Helligånden til en skabning, til noget, som faderen virker gennem sønnen, og hermed forplumres treenighedstanken. Bag det hårfine teologiske problem ligger en central forskel mellem de vestlige og de østlige kirker: I de sidstnævnte er kirken på én gang håndgribelig, identisk med sine faktiske medlemmer, og åndelig. Gennem kirken og dens gudstjeneste har medlemmerne del i Gud, ligesom de er “i Kristus” og bliver guddommelige gennem hans bliven menneske og hans opstandelse. “Sønnen” og “Ånden” er således parallelle i forhold til det, som er altafgørende: guddommeliggørelsen .

De tanker om synd, arvesynd og nåde, som er så centrale i andre kristne kirker, træder tilbage for denne opfattelse. Menneskets frelse er ikke en sag eller et regnskab med Gud, men noget, der allerede er og har fundet sted i den treenige Gud. En detaljeret nåde- og frelseslære er derfor overflødig. Frelsesværket, hvor Gud blev menneske i Kristus, som døde og opstod, er udført, og gennem sin gudstjeneste bliver kirken og dens medlemmer delagtige deri.

Af alle de ortodokse kirkers ritualer er nadvergudstjenesten, “den hellige liturgi”, uden tvivl det mest centrale. Her fuldbyrdes gang på gang hele frelseshistorien, kulminerende med det store mysterium: forvandlingen af brød og vin til Guds legeme og blod, ofringen af Guds legeme og blod til Gud selv for menneskenes skyld og uddelingen af den hellige nadver.

Før gudstjenesten gøres en del forberedelser af præsten og diakonen. Bl. a. skærer de et stykke brød ud, som kaldes “lammet”, og som senere skal bruges i nadveren. Som en symbolsk slagtning stikker præsten i det med en kniv, der kaldes “spydet”. Dette foregår skjult for menigheden, bag ikonostasen, og viser hen til både Jesu barndom og hans lidelseshistorie.

I gudstjenestens første del gennemspiller man efter en række bønner og salmer, hvordan Kristus kommer til jorden og går rundt og udbreder evangeliet: Præsten og diakonen kommer frem med evangeliebogen fra alteret bag ikonostasen, og med lys og røgelse omkring sig går de gennem menigheden og tilbage til alteret gennem “kongeporten”, der midt i ikonostasen fører ind til alteret. Senere kommer diakonen frem igen med evangeliebogen, imens han læser dagens evangelium for menigheden.

I gudstjenestens anden del dominerer nadveren. Præst og diakon går med brødet og vinen gennem kirken og ind gennem kongeporten, ligesom Kristus drog op til Jerusalem for at lide og dø. Selve indvielsen og forvandlingen af brødet og vinen foregår bag lukkede døre i koret. Men efter at præst og diakon selv har modtaget sakramentet, træder de frem og deler det ud til menigheden, som én for én kommer frem for at modtage brød og vin. Til slut velsigner præsten menigheden.

Stemningen under en ortodoks gudstjeneste er præget af en både højtidelig og uformel atmosfære. I selve skibet, hvor menigheden opholder sig adskilt fra det hellige ved en væg (ikonostasen) behængt med ikoner, er der ingen stole. Menigheden står op, og man kan frit komme og gå og bevæge sig rundt i kirken for at ære de forskellige hellige genstande og ikoner, uden at man føler man forstyrrer den igangværende hellige handling.

Ikoner, der fremstiller Kristus, Maria, helgener og centrale skikkelser i kirkens historie, er ikke kun at finde på ikonostasen, men overalt i kirken (og i hjemmene). Ikoner er “vinduer til himlen”, og det at fremstille dem er i sig selv en hellig handling, der ledsages af faste, bønner og velsignelser. Ikonerne siges ofte at have helbredende kraft, og de æres ved at man bøjer sig og ofrer lys og blomster foran dem.

Fester og overgangsritualer

De ortodokse kirkers kirkeår og festkalender begynder den 1. september og adskiller sig fra både den protestantiske og katolske ved at følge den julianske kalender. Den ortodokse kirke har ingen konfirmation, men både dåb, ægteskab og begravelse er begivenheder, der ledsages af kirkelige ritualer og private fejringer.

Påsken

Påsken indledes , når den seks uger lange fasteperiode begynder, varer en uge og er den største fest. Det gennemgående i fasten er, at man afholder sig fra kød og kun spiser fisk, olie, frugt og grøntsager. Blandt de ortodokse i Danmark er der naturligvis stor forskel på, i hvilken grad man overholder fastereglerne. Nogle af de medlemmer, der har boet i Danmark i en menneskealder faster måske slet ikke, mens nytilkomne eller nyligt konverterede, ikke mindst unge, forsøger at overholde den til punkt og prikke. Skal man følge forskrifterne nøje, spiser man i den første og sidste uge kun vand og brød.

Palmesøndag fejres i kirken, bl.a. ved at man giver de deltagende grene i hænderne og strør grene på gulvet til minde om Jesu indtog i Jerusalem, hvor folket lagde palmegrene på hans vej. Skærtorsdag følger man i hjemmene ofte skikken med at farve æg; så følger Langfredag, en sørgedag, hvor de fleste overholder buddet om faste og intet laver udover at deltage i gudstjenesten i kirken, der strækker sig over det meste af dagen. Det gudstjenstlige drama kulminerer påskenat , hvor man fejrer Jesu genopstandelse. Ved hjemkomsten fra kirken samles familien så om et fælles fastebrydende festmåltid, hvor man bl.a. spiser lam og de dekorerede æg, der er symboler på nyfødsel og genopstandelse.

Jul

Fejres den 6. og 7. januar , og forinden bør man have fastet i seks uger. Selve julefesten indledes i kirken eller i hjemmene med messe kl. 5 om morgenen. Når man vender hjem op ad formiddagen brydes fasten med et måltid. Juletræ, gaver og nissemænd hører ikke til den traditionelle ortodokse jul, men naturligvis kan man finde ortodokse kristne i Danmark, der giver hinanden gaver.

Ud over disse store fester fejrer man året igennem forskellige andre begivenheder i Jesu liv, og dertil kommer fester og helligdage viet de mange helgener samt Jomfru Maria.

Når et medlem af menigheden ønsker at deltage i den hellige nadver, skal vedkommende principielt først have skriftet. Dette foregår som regel lørdag aften eller søndag morgen før gudstjenesten. Men, i vore dage og også i Danmark erstatter mange dette skrifte med en dags faste. I øvrigt giver præsten kun en person del i den hellige nadver, hvis han kender vedkommende ved navn.

Dåb

Dåben bør egentlig foregå i kirken ved en total nedsænkning eller nedstigen i det viede vand, men mange kirker har ikke mulighed for at følge denne oldkirkelige skik. I Skt. Aleksander Nevsky kirken i København foregår dåben ved at præsten øser vand over barnets hoved, mens gudfaderen og gudmoderen står bi. Gudfaderinstitutionen er vigtig, og ofte er det gudfaderen, der betaler det efterfølgende gilde. Barnedåb er det almindelige for børn født i ortodokse familier, men man kan også blive døbt senere, og man kan konvertere til den ortodokse tro og så blive døbt. Flere danske medlemmer af menigheden i København er konvertitter.

Ægteskab

Ægteskab i den ortodokse kirke kan finde sted, når begge ægtefæller er ortodokse, eller når den ene part tilhører ét af de store anerkendte kristne kirkesamfund (Den katolske Kirke, de luthersk-evangeliske kirker, Den anglikanske Kirke). Hvis den ene part tilhører et andet kristent kirkesamfund, er det præsten, der skal tage stilling til om (han) kirken vil vie parret. Kirken godkender ikke et ægteskab, hvor den ene part tilhører f.eks. Mormonkirken, Baptistsamfundet eller Pinsebevægelsen, og ægteskab med en partner fra en ikke-kristen religion er ikke tilladt.

Begravelse

Den ortodokse kirke fastholder det gamle kristne forbud mod ligbrænding. Hvis en døende ønsker at blive brændt, er det præstens opgave at forsøge at tale vedkommende fra det. Kirken vil ikke sanktionere ligbrænding, men kan i visse tilfælde acceptere, at man afholder en begravelsesceremoni i kirken, hvorefter de pårørende så selv må tage ansvaret for at transportere kisten videre til krematoriet. Den traditionelle begravelse fra kirken er karakteristisk ved at kisten med afdøde anbringes i kirken aftenen før begravelsen.

På selve dagen er kisten åben og placeret, så den døde vender ansigt og fødder mod øst, dvs. i retning af det kommende Guds Rige. Bønner og andre rituelle handlinger afsluttes med at de pårørende giver afdøde “det sidste kys” , knæler og lægger panden mod jorden. Præsten lægger en ikon og et såkaldt soningsbrev på afdødes bryst. På gravpladsen velsignes graven, hvorefter kisten sænkes i, så afdøde fortsat har den rigtige retning mod øst.

Andre kristne trossamfund

Baptistsamfundet

Baptistsamfundet er Danmarks ældste frimenighed. Den kom hertil i 1839, men da religionsfrihed først blev indført med Grundloven i 1849 , var baptisternes virke indtil da ulovligt: Staten greb ind og lod baptisternes børn døbe med tvang. Baptisterne (af græsk baptein “at døbe”) understreger, bl.a. ved voksendåb, at kun de, der er kommet til at tro på Gud, kan døbes, og at hvert enkelt menneske kaldes af Gud til at “stå i lære” hos Jesus Kristus.

Gudstjenesteformen kan variere fra menighed til menighed, men sang og musik er meget fremtrædende, ligesom man ofte har lægfolk til at prædike. Der er ingen faste bønner eller formelle ritualbøger til f.eks. dåb og nadver og præsterne bærer ikke en særlig dragt. I Danmark findes der ca. 6000 baptister og 68 kirker. Antallet af baptister på verdensplan er ca. 45 millioner.

Jehovas vidner

Jehovas vidner blev grundlagt i USA i 1870’erne. Navnet er dannet af konsonanterne JHVH, navnet på Israels Gud. Den nøjagtige udtale af navnet kendes ikke, og Jehovas Vidner har valgt formen “Jehova”.Jehovas Vidner anser det for deres fornemste opgave at vidne om Gud og forkynde Gudsrigets komme.

Deres bibelopfattelse er såkaldt fundamentalistisk, dvs. de anser Bibelen for Guds Ord. Vidnernes Gudsopfattelse adskiller sig fra de fleste kristne kirkers, idet de ikke tror på en Treenighed. Jesus Kristus er nemlig ifølge vidnerne ikke evig som Faderen, men har en begyndelse: Han skabtes først af alt i himlen, og derpå fødtes han i jordisk skikkelse af Jomfru Maria. Vidnerne tror, i modsætning til mange af nutidens kristne, at Gudsriget og Dommedag (Harmaggedon) er nært forestående.

Det er i lyset af denne forestilling, at man skal forstå, hvorfor de i så høj en grad vier deres liv til selv at leve i overensstemmelse med det de mener er et sandt kristent liv og gennem mission forsøger at få andre til det samme. Jehovas Vidner har som regel et anspændt forhold til de andre kristne kirker, der da som regel heller ikke anser vidnerne for kristne. Jehovas Vidner forfølges fortsat i mange lande.

Jehovas Vidner har kun én årlig højtid, nemlig højtiden til minde om Jesu død. Da de følger den jødiske kalender, højtideligholdes denne begivenhed den 14. i den jødiske måned nisan Derudover afholdes årligt 3 stævner for alle vidner og andre interesserede.

Gudstjeneste er, som vidnerne ser det, noget man holder og gør gennem hele sit liv og især ved at vidne og forkynde. Vidnerne foretrækker derfor at holde møder, der består i undervisning og oplæring i, hvordan man kan tjene Gud igennem den daglige livsførelse. Desuden gennemgås bibelske og teologiske lærespørgsmål af menighedernes ældste. Der udføres ingen særlige ritualer, men man beder og synger lovsange. Nadver fejres kun én gang, nemlig ved mindet om Jesu død (påske). Vidnerne praktiserer voksendåb som et symbol på, at den døbte fra nu af har viet sit liv til Gud. Bryllup kan ske på borgerlig vis eller ved en af de såkaldte tilsynsmænd, der af Kirkeministeriet har fået bemyndigelse til at vie.

Forskrifter: Spiseregler: Blodet skal være løbet fra dyret, da det ikke er tilladt at spise blod eller indtage det på anden måde – ej heller ved blodtransfusion. På verdensplan er der ca. 14 millioner vidner.

Jesu kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Populært kaldet Mormonkirken, blev oprettet i USA i 1830 af Joseph Smith. Navnet hentyder til profeten Mormon, der ifølge mormonerne af Gud fik befaling om at samle de hellige skrifter fra den oprindelige kultur i USA. Mormonerne baserer deres kirke på Bibelen, men også på Smiths åbenbaringer. En engel, Moroni, viste sig for ham og udpegede det sted, hvor nogle guldplader med optegnelser om et folk, der sagdes at være stamfædre til nogle af de amerikanske indianer, var skjult. Disse optegnelser udgør Mormons Bog, der af mormonerne sidestilles med Bibelen. Mormonerne anser sig selv for den sande kristne kirke, der er blevet genoprettet i de sidste dage for at kristendommen atter kan blive sand.

De opfatter Mormonkirken som en genoprettelse af den kirke, som Jesus oprindeligt organiserede. Man lægger derfor stor vægt på at have den samme struktur, som eksisterede i oldkirken. Kirken styres derfor på verdensplan af en profet og tolv apostle. På det lokale plan styres menigheden af en biskop. Mormonkirken er en lægmandskirke, hvilket vil sige, at ingen modtager betaling for det arbejde, der udføres i kirken. Kirken har visse ligheder med Pinsebevægelsen, idet den blandt andet tror på og praktiserer tungetale, helbredelse ved håndspålæggelse m.m. Mormonerne praktiserer voksendåb.

Forskrifter: Mormoner ønsker at holde legemet rent og sundt og indtager derfor ingen stimulerende midler (hverken tobak, te, kaffe eller alkohol). Endvidere faster man den 1. søndag hver måned med henblik på at videregive det dermed sparede beløb til fattige og trængende i verden.

Vil du vide mere

I forlængelse af nærværende sektion om hvad kristendom er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner. Endvidere kan det måske have interesse at kigge direkte i Biblen og se hvad, der står deri. Biblen on-linie finder du i NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis on-Linie.

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål